Jeg har nu været i Sierra Leone i 12 dage. Jeg har virkelig oplevet meget, siden jeg for de 12 dage siden ankom til Kastrup Lufthavn kl. 04.30 om morgenen. Mit første indtryk med Sierra Leone var Freetowns lille men kaotiske lufthavn.
Da vi skulle fra Freetown til Bo sad vi to på forsædet og 3 på bagsædet af bilen. Det er åbenbart ulovligt i Sierra Leone at sidde to på forsædet, men alle sierra leonerne gør det alligevel. Vi blev desværre stoppet af politiet, som havde set, at det var to hvide, der sad på forsædet. Vi skyndte os at rokkere rundt, sådan at vi sad 1 på forsædet og 4 på bagsædet, hvilket underligt nok er helt lovligt. Politiet truede vores chauffør med at beslaglægge bilen og tage hans kørekort. Vores chauffør vidste ikke, hvad han skulle gøre. Sierra Leone er desværre stadig præget af korruption, hvor bestikkelse er en del af deres system. Vi betalte derfor 30.000 leoner i bestikkelse for at komme ud af det. 1000 leoner er det samme som 1,25 kr.
Politiet udnyttede deres magt for at få penge ud af os, og fordi vi er hvide, ved de, at vi kan betale. Det var kun derfor de stoppede os. Det var surt for os, men jeg har endnu mere ondt af sierra leonerne, som ikke kender deres rettigheder, og hvor den eneste måde for at komme ud af tingene er ved at betale bestikkelse. Vi ville bare genre frem til Bo, og det kom vi heldigvis uden flere problemer. Bo er en skøn by!
Vi bor i et kæmpe stort blåt hus med "baghave". Her har vi både køleskab og gaskomfur. Strømmen går tit, så vores pandelamper er guld værd hernede, da det bliver mørkt ca. kl. 19.00.
Vi har vores egen dagvagt/hushjælp, som gør huset rent, vasker op og vasker vores tøj. Han hedder Thomas og er meget flink. En af dagene kravlede han op i vores palmetræ for at få kokosnødderne ned til os. Vi var ikke særlig trygge ved det, da vi fandt ud af, han havde været oppe i det 12 meter høje træ uden reb eller noget. Det skal lige siges, at et palmetræ ikke har grene, så han kravlede op bare ved hjælp af hænder og ben! Det så vildt ud, da han lige ville vise os, hvordan man gjorde.
Vi har også en nattevagt, som passe på os, når vi sover. Han hedder Abu, ligesom aben fra Aladdin.
Vi har vores egen bil med chauffør. Det er fx smart, når vi skal rundt til flere af kirkerne og ungdomsgrupperne udenfor Bo.
Vi har fået en meget varm og hjertelig velkomst til Sierra Leone. Selvom deres afrika-engelsk kan være svært at forstå, er de et dejligt folk! Vi blev allerede den første dag modtaget af to unge fra kirken, Noah og Allieu Smith. De er et par herlige fyrer. Noah leder musikken og sangen i kirken. Smith arbejder på kirkens kontor som assistent for biskoppen og Amos, som er kirkens regnskabsansvarlige. Ungdomsgruppens leder (the youth president) ankom også, han er meget lav og hedder Emmanuel. Vi er også blevet modtaget helt fantastisk af biskop Emmanuel Tucker, Edward Luseni (som er ansvarlige for os, mens vi er her) og kvinderne fra Mothers Union. Resten af ungdomsgruppen har også taget varmt imod os!
Vi har været en del på kirkens kontor de første to uger. Her har alle de ansatte kontorer, holder møder og her skal Martin, som også er volontør, have sin arbejdsdag med computer og regnskab.
Vi andre 3 volontører, Caroline, Johanna og jeg skal undervise og hjælpe på kirkens primary school og secondary school. Det bliver spændende! Vi vil også hjælpe i pre school, som er ledet af Mothers Union.
Derudover skal vi arbejde med kirkens ungdomsgruppe. Det projekt bliver mindst ligeså spændende, hvis ikke mere!
De unge fra kirken går meget op i volley. Sidste tirsdag havde de derfor planlagt en dyst mellem danskerne og dem selv. Det var meget underholdende, eftersom de slet ikke spiller sammen på holdet, som vi gør i Danmark. Det foregik på en fin jordgrusbane, hvor stregerne var optegnet med en pind ned i jorden. Nettet var i en fin stand. Selvom vi virkelig gav dem kamp til stregen, vandt det sierra leonske hold. De træner hver tirsdag, så når jeg kommer hjem igen, er jeg sikkert vildt hård til volley. Man kan i hvert fald håbe på det, selvom jeg nok mest vil sidde på sidelinjen og snakke med tøserne!
Farvelfesten for Jakob the team leader, Jakob the chairman of Afrika in Touch og Poul the leader of Afrika in Touch var en helt fantastisk god aften. De elsker titler her i Sierra Leone. Ofte har de ikke et job, så deres titler bliver derfor i stedet deres identitet. Det var ungdomsgruppen som havde arrangeret festen. Vi blev derfor underholdt med både afrikansk dans, afrikanske sange med dertilhørende afrikansk trommemusik. Der var sketches, dansk sang og dans udført af danskerne, lidt kiks og saft. Jakob, Jakob og Poul fik hver et afrikansk navn. Det var sådan en sjov aften, og det var skønt at se, at de unge bare var helt almindelige unge, som laver fis og ballade sammen! Jeg vil savne de herlige tre herre, og også Vibeke, som tager af sted i overmorgen. Men jeg ved også, at vi 4 volontører har helt fantastiske, interessante og inspirerende 3 måneder foran os!
Sidste torsdag havde ungdomsgruppen arrangeret en madlavningsdag for os volontører, så vi kunne lære at lave sierra leonsk mad. Jeg var meget spændt, for jeg vidste ikke helt, hvad der ville vente os! Vi havde aftalt at mødes med 6 piger hos os kl. 09.00. Den første kom ca. kl. 08.10, og den sidste kom ca. kl. 10.30. Afrikansk tid er bestemt ikke det samme som dansk tid, hvilket både kan være en ufordring i forhold til planlægning, men det giver os også en afslappet fornemmelse og dag helt uden stress.
Vi skulle først introduceres til det lokale marked, og hvordan man handler ind der. Det første overraskende der skete, da vi begyndte at gå ned mod markedet, var, at en af pigerne tog min hånd og ledte mig med sig! Hun flettede fingre med mig, som om det var det mest naturlige. Jeg anede ikke engang, hvad hun hed, det var første gang, jeg kunne huske at have set hende. Senere fandt jeg ud af, at hun hed Kalvina. Her i Sierra Leone er det dog helt normalt, at veninder og venner holder i hånd og fletter fingre både mellem piger, mellem drenge og mellem begge køn. Det var egentligt rart nok, at hun hev mig med rundt, ellers var jeg blevet efterladt et eller andet sted i den store menneskestrøm på markedet.
Markedet er helt vildt stort! Man går ind på en lille smal sti med små boder på begge sidder af stien. Det er meget farverigt og lidt hyggeligt. Længere inde deler stien sig til en labyrint af stier, som fører til endnu flere boder med mange af de samme varer. I midten af labyrinten er kødmarkedet. Her kan man finde nærmest alt slags kød, som hænger og ligger omringet at støv, varme og interesserede insekter.
Da vi havde købt 3 forskellige slags blade, ris, fisk og mange flere spændende ingredienser, som jeg aldrig før havde set, gik vi hjemad igen. Selvfølgelig bærende på en del poser i den ene hånd og med Kalvina i den anden hånd.
Vi lavede to retter helt på afrikansk maner! Undervejs tøsehyggede vi os med at flette hår og snakke pigeting. Pludselig kom en del af drengene også. De ville også være med til at spise og se os volontører spise. Begge rette lignede hinanden, den ene hed kasawa leaves og den anden hed saki. Det bestod af ris, hvor der blev hældt en grøn (ala grønlangkålsfarve) splattet masse henover. Det så ikke specielt appetitvækkende ud. Det blev serveret på to store fade, og så skulle vi ellers bare tage for os med højre hånd. Det var ret varmt for vores danske hænder at tage maden, og da vi endelig fik det i munden, var det enormt stærkt! De så alle sammen forventningsfulde på os, så jeg smilede og prøvede på at give udtryk for, at det var lækkert. Det er meget anderledes end dansk mad, og jeg brød mig ikke specielt om det, men jeg kunne sagtens spise det. Så af høflighed blev jeg ved med at tage små bider af det!
Som en sød vennegestus begyndte de at made os med deres egen højre hånd. Det var overraskende men vældig sjovt, så vi madede også dem tilbage.
Efter maden legede vi flere forskellige små afrikanske lege. Klokken begyndte at blive 15.00, og vi var trætte. Vi skulle hele tiden være på, og de var i vores hus, så vi kunne ikke bare gå hjem. Det er faktisk hårdt at være midtpunkt en hel dag og skulle deltage i alt! Nu måtte de gerne bare gå hjem igen! Endelig kl. 16.00 gik de, og vi var så mætte af dejlige og sjove oplevelser, at det eneste, vi kunne foretage os, var at se en film! Løvernes konge, chips, chokolade og slik gjorde den dag store underværker!
I fredags skulle vi lære at danse på ægte sierra leonsk manerer! Vi havde til dagens anledning fået syet os et sierra leonsk sæt tøj bestående af nederdel, overdel og hovedbeklædning i samme stof. Tøjet blev leveret til døren om morgenen, så vi kunne tage det på hjemmefra inden vi skulle mødes med de unge om eftermiddagen. Der var en slids i min nederdel, og vi blev enige om, at det så pænest ud, hvis slidsen var bagpå.
Der blev fundet bænke, trommer og et kalabasinstrument (en form for maracas) frem, og så vi klar til sang, rytmer og dans. Først viste de bedste af danserne, hvordan man dansede dansen, og derefter skulle vi danse dansen sammen med dem. De kan bevæge deres kroppe på måde, som jeg aldrig har set før! Nogle af deres danse var ret grænseoverskridende for mig, fordi man slet ikke danser sådan i Danmark. Dertil kom at jeg slet ikke kunne udfører dansen, da min krop ikke er trænet i deres dansemåder siden jeg var 2 år! Vi har besøgt Elisabeths familie (hun er en af de unge), hvor de bl.a. underholdt os med dans. Der dansede de små børn også for os, og de var altså kun 2-4 år!
Det var både sjovt og svært at lære deres danse. Sierra leonerne fik sig i hvert fald nogle gode grin! Men mange af de unge var til gengæld rigtig dygtige, og jeg var fascineret.
Bagefter skulle vi ned at have vasket vores fødder, som var blevet meget beskidte af deres røde sand. På vejen kom en af pigerne og begyndte at hive i min nederdel. Det viste sig så, at slidsen skulle være omme foran og ikke bagpå, som jeg havde troet. Det var så pinligt! Nu havde jeg lige brugt halvanden time på at danse rundt i mit nye tøj, som de alle sammen havde roset mig for, og så viser det sig, at min nederdel vender forkert. Heldigvis gav det os bare et ekstra godt grin hjem i bilen.
Fredag aften synes Emmanuel og Smith at vi skulle toppe dansedagen med at tage på natklub. Der ville være et trommeband og der ville være mulighed for at danse, fortalte de os.
Så kl. 20.30 mødtes vi med dem, og de fulgte os ned til natklubben. Det var mørkt udenfor, og der er ikke gadelygter på gaderne. Derfor tog Emmanuel min hånd. Jeg vidste godt, at det var normalt for sierra leonerne at holde i hånd og flette fingre mellem mænd og kvinder, og at det ikke betød andet, end man var gode venner. Men det var bare så mærkeligt for mig. Det er nok det mest grænseoverskridende, jeg har gjort hernede endnu. Og inden jeg kommer hjem, har jeg nok vænnet mig til det, for det er allerede sket et par gange nu.
Natklubben var super hyggelig. Vi fik en alkoholfri øl, som smagte af øllebrød. De andre kunne ikke lide den, mens jeg synes den smagte dejligt! Jeg elsker øllebrød, så øllebrød på flaske var da en fremragende ide. Bandet begyndte først at spille kl. 21.30, og det lød godt. De var rigtig dygtige med deres instrumenter. Kl. 22.00 var vi bare så trætte, at vi gerne ville følges hjem igen. Det var også helt i orden med Emmanuel og Smith, selvom de beklagede, at vi ikke nåede at komme ud at danse. På det tidspunkt var der ingen på dansegulvet endnu, det begyndte først senere. På hjemvejen gik jeg hånd i hånd med Emmanuel. Det havde været en rigtig dejlig dag mellem venner.
Der er gudstjeneste i Skt. Pauls kirke, som er dan anglikanske kirkes kirke inde midt i Bo. Kirken er udsmykket med plasticblomster og billeder af Gud og Jesus (ala glansbilleder). Der hænger også snore, der engang har været bundet balloner fast på. Vi har balloner med i bagagen, så på et tidspunkt kan der jo komme sådan nogle op igen! Gudstjenesterne varer ca. 2 timer eller mere. Der er en prædiken, bibellæsninger, bønner og sange (der er et langt afsnit i gudstjenesten, som er afsat til at sanglederen synger for og menigheden synger efter på ægte sierra leonsk sangmanere med klappen, flerstemmigt sang (dog ikke altid rent), trommer, keyboard (med en forvrænget orgellyd) og masser af dans). At være i kirke her i Bo er en fest, selvom mange ting er så langt fra det, vi gør i de danske kirker.
Efter gudstjenesten er der altid et lille møde med the youth (ungdomsgruppen). De sidste to søndage har gudstjenesten begyndt kl. 10.00, og vi har været hjemme ca. kl. 13.30.
Her er konstant varmt både dag og nat. Vi har hver en blæser/ventilator (eller hvad man nu skal kalde det) på vores værelse. Den er meget rar, når man skal sove. Vi er sidst i regntiden, så det regner næsten hver dag. Når det regner, står det virkelig bare ned! Jeg har været på markedet i regnvejr, og jeg gør det ikke frivilligt igen. Jeg blev fuldstændig gennemblødt.
Internet caféerne her i Sierra Leone har nogle enormt langsomme internetforbindelser, så jeg vil nok ikke opdatere min blog så ofte. Mine 97 dage her i Sierra Leone skal hellere bruges i selskab med det dejlige Sierra Leonske folk og med spændende kulturelle oplevelser end at sidde og trille tommelfingre på en internet café, hvor man skal sidde i flere halve timer, før man kan få tjekket, det der skal tjekkes. Faktisk har jeg ikke endnu haft tid til at savne internet, det skyldes bare, at der sker så meget her hos mig.
